Fremragende webdokumentar: “Do Not Track” forklarer overvågning nemt

Via en af mine favoritblogs, BoingBoing blev jeg for nyligt opmærksom på intet mindre end en fremragende webdokumenter “Do Not Track”, der faktisk er en interaktiv, mashup-dokumentar om, hvordan vi bliver fulgt rundt på nettet og i det offentlige rum – og økonomien på web.

Det er en række filminstitutter – bl.a. det canadiske filminstitut og den fransk-tyske kulturkanal ARTE – som står bag projektet med en serie af udsendelser på web – gratis og interaktive . Instruktøren er Brett Gaylor, der i 2000 stod bag filmen ” RiP! A remix manifesto” om copyright .

Brett fortæller selv om projektet i artiklen på BoingBoing  “Do Not Track: revolutionary mashup documentary about Web Privacy” , men det gik i luften med første episode i April i år – og de sidste to episoder kommer her i Juni.

Jeg har ikke set dem alle, men det er pædagogisk forklaret, med fine eksempler og eksperter i privacy, som er med – og Brett bruger sig selv. Nedenfor er en smagsprøve på en del af episode 1 i “Do Not Track”.

Men den fulde oplevelse får du, hvis du går ind på “Do Not Track”, fordi dér bliver oplevelsen interaktiv. Eksempelvis i første episode demonstrerer dokumentaren bl.a. hvordan vi bliver tracket via cookies, wifi og geolocation ved at sige : “Jeg ved for eksempel at du er i København og at det i dag er en lidt sløj morgen rent vejrmæssig”

dontotrack

– hvorefter dokumentaren beder seeren taste sit favoritnyhedssite ind – Information.dk– og så viser, hvor mange trackingkoder der er på pågældende side. Genialt!

information

Sådan fortsætter det i serien. Jævnligt bliver du bedt om at taste informationer ind eller svare på spørgsmål, hvorefter du får svar af webdokumentaren. Meget pædagogisk og overbevisende.

Se serien – og del den med folk du kender ( kræver dog, at de kan engelsk). Send den også til dine børns lærer. Det er velegnet til undervisning.

“Do Not Track” er simpelthen en guldgrube af viden og inspiration – leveret overbevisende og “lækkert”.